Familie bekymret over udsigt til transformerstation som nabo
En familie fra Tranbjerg ved Aarhus er frustreret over udsigten til at få en transformerstation som sin nye nabo
Familien Have fra Tranbjerg er frustreret. Frustreret over, at den har udsigt til at få en stor transformerstation lige udenfor hækken ind til deres hus.
Det er Aarhus Letbane, der skal opstille 29 transformerstationer rundt om langs de mange kilometer skinner i Østjylland for at give letbanen strøm.
En af de stationer, der er næsten 29 meter lang og fire meter høj, er udset til at skulle stå ved familien Haves hus. Det fortalte Århus Stiftstidende lørdag. Til TV 2 | ØSTJYLLAND fortæller familien, at den frygter for støjgener, strålinger og faldende huspris.
- Og så føler vi selvfølgelig også, at vi bliver stavnsbundet, siger Henrik Fjordside Have.
Han forstår ikke, at der ikke kan findes en anden placering. Han mener selv, at der er masser af plads på den anden side af skinnerne få meter derfra.
Ingen alternativ placering
Men ifølge Aarhus Letbane er der ikke andre alternativer.
- Det er ikke fra vores synspunkt muligt at lægge den på den anden side, da det vil stoppe den eventuelle mulighed, der ligger for at udvidelse senere hen, hvis der bliver brug for krydsningsspor, eller hvis der bliver brug for et andet spor. Så derfor er det ikke en mulighed, siger anlægschef for Aarhus letbane, Jørgen Hansen.
Han fortæller, at familien ikke behøver være bange for farlige strålinger eller larm.
Læs også
- Støj vil være helt nede på hviskeniveau, så det er ikke aktuelt, og det er påvist ved tidligere undersøgelser, at der ikke er stråling, som er til fare, siger Jørgen Hansen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har lørdag forsøgt at få en kommentar fra Aarhus Kommune, men uden held.
Du kan se mere om transformerstationen i videoen øverst på siden.