Falske malerier på museum

Kunstmuseum vil udstille 40 forfalskede malerier, der i mere end 10 år har været låst inde i et kælderdepot på politigården i Århus.

40 forfalskede malerier, der i mere end 10 år har været låst inde i et kælderdepot på politigården i Århus, skal nu efter planen udstilles på museum, skriver Århus Stiftstidende.

Billederne er allerede - sammen med andet beslaglagt materiale fra russiske Elena Ivannikovas værksted - afskibet til Bornholm.

Her har direktøren for øens kunstmuseum, Lars Kærulf Møller, programsat en stor udstilling til sommer om den russiske kunstsvindler, der gang på gang tog fusen på blandt andre det anerkendte auktionsfirma Bruun Rasmussen i København, men som til sidst blev afsløret i Århus.

Via sin århusianske advokat, Hans Kjellund, har russeren indgået en aftale med politiet i Århus om, at det undlader at sigte hende for falsknerierne - til gengæld kan politiet beholde de beslaglagte billeder.

Politiet synes, det er en fin idé at udstille billederne på Bornholms Kunstmuseum, hvis direktør har gjort et stort arbejde for at hjælpe med at opklare den omfattende falsknerisag. Derimod er kvindens advokat alt andet end begejstret for udstillingen. Han overvejer nu, om han kan og skal sætte en stopper for den.

- I den aftale, der er indgået med politiet, står der udtrykkeligt, at malerierne skal destrueres. Jeg er da ikke sikker på, at hun vil bryde sig om, at billederne nu bliver udstillet, så alle og enhver kan studere dem, siger Hans Kjellund til Århus Stiftstidende.