Falske betjente skaber utryghed: - Det er alvorligt
Politiet vil gerne høre fra borgere, der har set mænd, som udgiver sig for at være betjente
To mænd lusker i øjeblikket rundt og udgiver sig for at være politibetjente i Østjylland.
Politiet formoder, at det er de samme mænd, der har prøvet at fuppe borgere i Aarhus og Odder.
Tirsdag slog mændene til ved Rude Havvej i Odder, hvor de kørte ind på en gårdsplads i en hvid eller grå personbil. De to mænd steg ud af bilen og begyndte at kigge ind gennem vinduerne på begge sider af bygningen.
Da en lokal spurgte, hvad de lavede, svarede den ene mand, at han var civilbetjent, og at han var der, fordi nogle mistænkelige personer havde lusket rundt på stedet.
Direkte adspurgt kunne de to mænd dog ikke oplyse, hvordan disse mistænkelige personer så ud. De henviste i stedet til 114, hvor den lokale mand kunne få bekræftet, at de ganske rigtigt var fra politiet.
Læs også
Rigitge betjente kan fremvise et skilt
Borgeren kom efterfølgende i tvivl om, om mændene var rigtige betjente, da de to mænd ikke havde fremvist et politiskilt.
Han ringede derfor til politiet, hvor vagtchefen kontaktede alle patruljer i området. Ingen kunne dog melde tilbage, at de havde været på stedet.
Østjyllands Politi har fået et sparsomt signalement af de to mænd, og politiet vil meget gerne have uddybet signalementet.
- Det her er alvorligt, fordi det kan skabe utryghed, at man ikke kan regne med, at det er en betjent, man står overfor, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
En rigtig politibetjent skulle meget gerne kunne fremvise et politiskilt, lyder det.
- Det er ikke atypisk, at vores betjente er i civil, men de skal kunne legitimere sig selv, og hvis de ikke kan det, så skal man ringe 114, lyder det fra Jeanette Løv Rasmussen.
Hun fortæller, at Østjylllands Politi for nylig fik en lignende henvendelse om nogle mænd, der luskede rundt ved Teknologisk Institut i Aarhus.
Læs også
Her forklarede mændene også, at de var fra politiet, men kunne ikke fremvise ID.
- Vi har en formodning, at det er de samme mænd, der har været begge steder, men vi ved ikke, præcis hvad de ville, fortæller Jeanette Løv Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra borgere, der har set de to mænd, så politiet kan få et bedre signalement af dem.
- Vi vil gerne have en snak med dem og finde ud af, hvad det er, de går og laver, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Signalement af fup-betjentene
- Ca. 50 år
- Ca. 180 cm.
- Iført cowboybukser og mørk vindjakke
- Talte fejlfrit dansk
- Ca. 30-35 år
- Ca. 180 cm.
- Iført cowboybukser og mørk vindjakke
- Talte fejlfrit dansk