Falske 50 Euro sedler i omløb

Østjyllands Politi advarer mod falske Euro sedler. En lang række kiosker og tankstationer har indleveret falske penge.

I løbet af de seneste tre uger har Østjyllands Politi modtaget 24 falske 50 Euro sedler fra 8 forskellige kiosker og tankstationer i Risskov, Egå, Viby, Hasle og Århus. Enkelte af sedlerne er kommet til Århus fra Padborg og Skanderborg.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Gerningsmændene er formentlig de samme og beskrives som unge mænd med somalisk og arabisk udseende.

Østjyllands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet anmoder forretningsindehavere og deres personale i Århus-området om at være opmærksomme, når de modtager Euro sedler.

Henvendelse med oplysninger i sagen kan rettes til Østjyllands Politi, afdelingen for økonomisk kriminalitet, tlf. 87 31 14 48.