Falsk pornobøde på nettet
Hackere udgiver sig for at være politi
Politiet i Silkeborg har de seneste dage fået tre henvendelser fra borgere, der er blevet snydt til at betale en bøde på nettet.
Fænomenet foregår over hele landet og primært på porno-hjemmesider, hvor hackere har fået fremstillet en virus med en meddelelse, der pludselig popper frem på skærmen.
"Police Ransome Ware - Kongeriget Danmark", står der i meddelelsen. Og herefter bliver brugeren bedt om at betale 1000 kroner i bøde, for at have været inde på ulovlige hjemmesider, der for eksempel kan indeholde børneporno. Også selvom dette ikke er tilfældet.
- Vi advarer mod at man betaler disse bøder. Det er bedrageri og på ingen måde den metode det danske politi bruger. Der er tale om organiseret IT-kriminalitet, fortæller Bent Riber Nielsen, der er vicepolitikommissær hos Midt- og Vestjyllands politi.
Politiet anbefaler at man genstarter sin computer i fejlsikret tilstand, hvis meddelelsen dukker op. Og at man på ingen måde skal betale bøden.