Falsk hospice-sygeplejerske

En ukendt kvinde har ringet på hos en familie med døende familiemedlem og udgivet sig for at være sygeplejerske med speciale i at hjælpe døende.

En ukendt kvinde har i mindst ét tilfælde udgivet sig for at være sygeplejerske og har ringet på hos en familie med et døende familiemedlem i Skødstrup og tilbudt sin hjælp i den sidste tid for familiemedlemmet.Kvinden har haft en folder fra firmaet Taxhjelm Hjemmehospice, som tilbyder døende privat sygepleje. Det bekymrer firmaets grundlægger, Jeanette Taxhjelm, at en fremmed kvinde har udgivet sig for at være hende.- Etisk er det usmageligt, og det er ulovligt at stemme dørklokker og ulovligt at udgive sig for en person, man ikke er, fortæller Jeanette Taxhjelm til TV 2 | ØSTJYLLAND.Udover at kvindens fremgangsmåde, som kan skade firmaets renomme, er Jeanette Taxhjelm nervøs for, patienternes sikkerhed, hvis de tager imod kvindens tilbud.- Jeg er bange for, at hun ikke er uddannet sygeplejerske, da hun så kan gøre stor skade på patienten. Medicinen skal for eksempel doseres meget præcist, da virkningen er dybt afhængig af dette, siger hun.Det var lægen til den ramte familie, der kontaktede Jeanette Taxhjelm, og derfor har hun ikke et signalement af kvinden.Hun har nu meldt episoden til politiet.