Falsk anmeldelse

Stor politijagt efter riffelmand skyldtes en løgn

Politiet modtog tidligere fredag en anmeldelse om, at en mand bevæbnet med springkniv og riffel havde truet med våbnene på Flinchs Hotel på Samsø. Foto: Google Maps

En stor politiaktion med indsættelse af helikopter, hundepatruljer og adskillige politifolk på Samsø fredag har vist sig at være unødvendig.

Anmeldelsen om, at en røver havde snittet en kvinde med en kniv og var bevæbnet med riffel, har vist sig at være løgn.

Fredag aften ved 18-tiden oplyser Østjyllands Politi, at den store indsats afblæses.

- Vi trækker os ud, siger politiets talsmand, Mogens Brøndum.

- Vi har sigtet en 36-årig kvinde for falsk anmeldelse, og hun har aflagt fuld tilståelse, tilføjer han.

Hvorfor kvinden bildte politiet ind, at hun om morgenen havde været udsat for røveri på Flinchs Hotel i Tranebjerg, ønsker politiet ikke at fortælle.

- Det har vi ingen kommentarer til, siger politikommissær Mogens Brøndum.

Kvinden fortalte, at røveren havde arabisk udseende. Med en springkniv havde han snittet hende flere steder.

Se: Jagter mand med riffel

Desuden var han bevæbnet med en riffel, og han var kørende en sort Peugeot, lød det.

Anmeldelsen fik politiet op i gear. Borgerne på øen blev advaret om den farlige mand, og flere reagerede på appellen om hjælp.

- Lokalbefolkningen er på den anden ende, sagde Mogens Brøndum på et tidspunkt under det langvarige forløb.

Adskillige betjente blev fløjet over til Samsø for at deltage i eftersøgningen. Desuden oprettede politiet en særlig kommandostation til at håndtere jagten på røveren.

- Det har været en betydelig indsats med helikopter, hunde og efterforskere. Men nu kan Samsø-borgerne igen være trygge, siger politikommissær Mogens Brøndum.

Han ønsker ikke at give oplysninger om det præcise forbrug af ressourcer.