Faldskærms-udspring gik galt: Skoleelev hang i trætop i en time

Dreng hang 10 meter over jorden uden mulighed for at komme hverken op eller ned

Foto: Google Maps

1 af 3

En ellers hyggelig eftermiddag sluttede lørdag dramatisk for en gruppe efterskoleelever på Samsø.

Eleverne fra Samsø Efterskole deltog i et fælles kursus i faldskærmsudspring, men for en af skolens drenge lykkedes det ikke at lande det sted, der var planlagt. Drengen landede i stedet i et mindre skovområde, hvor hans faldskærm og de mange snore kort før mødet med jorden viklede sig ind i en trætop.

Drengen slog sig heldigvis ikke voldsomt under mødet med træets grene. Til gengæld hang han uhjælpeligt fast cirka 10 meter over skovbunden - uden mulighed for hverken at kravle ind til træet eller at hoppe ned.

Læs også Vildt: Felix faldt 39 km

Samsø Efterskole valgte straks at kontakte det lokale redningskorps, der derefter rykkede ud til skovområdet på Besservej med en teleskoplift.

- Det var noget vanskeligt at få ham ned, for vi kunne ikke få vores køretøj hen til det sted, hvor han hang. Vi fik dog skåret nogle adgangsveje i beplantningen, og derefter kunne vi hjælpe ham ned i liften, siger vagthavende indsatsleder Søren Peter Kjeldahl fra Samsø Redningskorps til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Drengen var noget bleg, for han nåede at hænge deroppe i næsten en time uden at vide, hvordan han kom ned. Inden vi fik ham ned fra træet, fik vi de øvrige efterskoleelever væk fra stedet. Drengen tog det et langt stykke hen ad vejen rigtigt fint, og der var god kommunikation med ham undervejs. 

Læs også Kvinde sad fast i kommode

Efter at være tilbage på sikker grund blev drengen kørt til sygehuset i Tranebjerg, hvor han blev behandlet. Heldigvis var han sluppet med forskrækkelsen og nogle småskrammer.

Cirka kl. 18.30 var han tilbage på skolen sammen med sine kammerater. Også de øvrige elever var ifølge indsatsleder Søren Peter Kjeldahl ret chokerede og har formentlig haft behov for at snakke episoden igennem.

Læs også Glæd dig: Sol og 26 grader i næste uge

- Jeg vil dog gerne rose efterskolens ledelse og faldskærmsinstruktøren. De var meget, meget professionelle under hele forløbet. De håndterede situationen godt og gav blandt andet os fra redningskorpset en instruktion i, hvordan de forskellige snore på en faldskærm virker. Det var vigtigt, da vi skulle have drengen ned. 

Den uheldige efterskoleelev blev hjulpet ned fra træet ved 16-tiden lørdag eftermiddag.

Teleskopliften, som kom i brug, har en rækkevidde på 18 meter.