Faldefærdigt møghus gik viralt - nu er det endelig blevet solgt

Danbolig Horsens' vel nok værste håndværkertilbud er mandag blevet solgt for 65.000 kroner.

00:51

VIDEO: Det er en noget faldefærdig bygning, der mandag har fået nye ejere.

65.000 kroner for et vaskeægte møghus med vandskaber og uden tag.

Det er hvad, Ahmad og hans hustru har givet for et faldefærdigt hus i Trustrup mellem Horsens og Odder.

Læs også Møgejendom til salg: Vand fosser ind og alt er rådnet

- Vi synes, det er en rigtig god pris, der giver gode muligheder for at renovere, siger Ahmad til TV2 ØSTJYLLAND.

Tilbage i februar 2018 kunne Danbolig i Horsens slå en noget alternativ salgsannonce op: ’En vaskeægte møgejendom i elendig stand’, stod der.

I stedet for de vanlige positive superlativer om husets indretning og kvalitet valgte ejendomsmægleren at gå en helt anden vej og beskrev ganske enkelt, hvordan huset var faldefærdigt, har stået uden tag, og at alt er rådnet indenfor.

Et møbelsæt står efterladt i ejendommen, der nu er solgt for 65.000 kroner.

- Vi har været ærlige om, at det er en møg ejendom. Så vi har ikke haft nogen interesserede kunder, der har været skuffede, når de er taget herud for at se huset, siger ejendomsmægler i Danbolig Horsens Rikke Klausen. 

Opslaget gik viralt på Facebook og skabte massiv interesse. Danbolig Horsens beskrev i salgsopslaget ejendommen som faldefærdig og uden tag i over seks måneder. På grund af det manglende tag har regnvand fosset ind i ejendommen, så det meste er rådnet.

Lang liggetid

På trods af den store interesse for huset, skulle der gå et år og fire måneder før, at huset blev solgt. Og det til en helt anden pris end udbudsprisen, som var 298.000 kroner.  

- Det har været svært at få solgt, for folk har haft svært ved at få lån til sådan et hus. Vi har cirka hver anden uge haft interesserede, som vi har forhandlet med, men man skal komme med pengene, for du kan ikke låne til sådan en ejendom, siger Rikke Klausen.

Det er kun sjovt, at de har kaldt det et møghus. For det er det jo, ellers havde vi ikke købt det til de penge.

Ahmad, ny husejer

Rikke Klausen var af samme grund glad for, at hun i dag kunne sætte et klistermærke med solgt over til-salg-skiltet.

Huset ligger i landsbyen Trustrup mellem Odder og Horsens. Foto: Google Maps

Trækker selv i arbejdstøjet

De nye ejere havde ikke hørt om det omtalte møghus, men de sætter pris på, at ejendomsmæglerne har været så ærlige omkring husets tilstand.

- Det er kun sjovt, at de har kaldt det et møghus. For det er det jo, ellers havde vi ikke købt det til de penge, siger Ahmad.

Med rå vægge, manglende tag og en ikkeeksisterende fordør kan man ikke kalde huset for indflytningsklart.

Læs også Rigtig møgbolig gik viralt: Nu er der skåret en tredjedel af prisen

Heldigvis er Ahmad uddannet tømrer. Derfor regner han med selv at trække i arbejdstøjet og renovere det meste af huset.

- Der skal arbejdes en del på huset. Vi skal søge om tilbygning, hvis vi ikke får tilladelse til det, river vi nok huset ned og bygger et nyt, siger han.

Husets boligareal er på 121 kvadratmeter. Det ligger på en grund på 1.520 kvadratmeter.

01:31

VIDEO: Få en guidet tur rundt i den såkaldte 'lorteejendom.' Videoen er fra februar 2018.

Luk video

Trustrupvej 24 var i første omgang til salg for 298.000 kroner. Det viste sig at være en alt for høj pris. Foto: Danbolig Horsens

Sådan så ejendommen på Trustrupvej 24 ud engang. Foto: Google Street View

Indenfor trænger ejendommen til en kærlig hånd. Foto: Danbolig Horsens