Fald i antallet af p-bøder i Aarhus: Kommune roser event-arrangører
Aarhus Kommune forventer at udskrive færre p-bøder i år sammenlignet med sidste år
Færre bilister i Aarhus har fået en gul lap papir i forruden.
Ifølge Aarhus Kommune er der nemlig udskrevet færre p-bøder i år i forhold til sidste år.
I 2017 blev der uddelt 60.420 kontrolafgifter, og en fremskrivning for 2018 viser, at tallet i år vil lande på cirka 54.000. Det svarer til et fald på cirka 10 procent.
Læs også
Øget samarbejde
Ifølge Kim Gulvad Svendsen, driftschef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, skyldes det særligt én ting:
Et bedre samarbejde mellem eventarrangører og Aarhus Kommune.
- Vi oplever, at arrangørerne af de større events i Aarhus har fået en bedre forståelse for, at det er en god idé at invitere os med tidligt i planlægningen. Vi kender byen, adfærdsmønstrene i trafikken, og ved hvor folk søger hen, når der spærres af. Når vi er tidligt med i processen, kan vi bedre lave en plan for skiltning i det pågældende område, siger Kim Gulvad Svendsen.
Bøder til store arrangementer
- Til Kræmmermarkedet i 2017 blev der udskrevet 265 p-afgifter. I 2018 var antallet 178.
Det øgede samarbejde gør ifølge kommunen også, at hvis der sker uhensigtsmæssige ting i forbindelse med et arrangement, og trafikanterne opfører sig anderledes end først antaget, kan kommunen hurtigere rette indsatsen til.
Læs også
Mere positiv opfattelse af p-vagterne
Kim Gulvad Svendsen oplever også, at opfattelsen af p-vagterne er ændret.
- Der har været en mere positiv omtale af cityassistenterne, og det har givet en bedre forståelse for deres arbejde, og at de har en funktion i forhold til at skabe en fremkommelig by og ikke er sat på gaden for at hive penge hjem til kommunekassen, siger Kim Gulvad Svendsen, der også roser trafikanterne.
Læs også
- Det er vores indtryk, at flere trafikanter har fået øjnene op for, at man er nødt til at tage hensyn til andre, der færdes i byen, så man ikke bare parkerer bilen på cykelstien og dermed spærrer den for cyklisterne.