Falck opfordrer til at køre forsigtigt og efter forholdene

Glatte veje og fygesne præger morgentimerne

Først på weekenden så det ifølge DMI ud til, at Østjylland ville slippe for snefald og snestorm, der var varslet på blandt andet Sjælland og Fyn.

Men i løbet af lørdag aften ændrede meldingerne sig, og derfor kan østjyderne søndag morgen stå op til et snedækket landskab og glatte veje.

I morgentimerne ramte det specielt et bånd fra Ebeltoft henover Djursland, omkring Aarhus og Silkeborg.

- Det ser fornuftigt ud lige nu. Vi har sne i Østjylland , men slet ikke de mængder, som de for eksempel kæmper med i København. Og vi har ikke haft nogle, der sidder fast eller er gledet af vejen endnu, siger Thomas Dietz, der er redningsleder hos Falck, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Tjek lofter for fygesne

Der er saltvogne på vejene i flere kommuner, da temperaturen er under nul, men derudover råder Falck bilisterne til at køre forsigtigt.

- Det blæser kraftigt i dag, så der er en del fygesne, og vi opfordrer alle til at køre forsigtigt og køre efter forholdene. Lyt til pressen og hold øje med eventuelle udmeldinger fra Østjyllands Politi, og så skal man nok forberede sig på at tage lidt tidligere afsted på arbejde mandag morgen, hvis det fortsætter, siger Thomas Dietz.

Og med årets første snefald har han også en opfordring til husejere.

- Det kommer til at blæse kraftigt i dag, så der er en masse fygesne, som kan trænge ind på lofter og gøre stor skade. Så tjek gerne lofter i løbet af dagen, siger Falcks redningsleder.