Faktor X kan redde hjerter
Århusiansk forskning kan være med til at hjælpe patienter, der bliver ramt af blodprop i hjertet.
Redningen er måske på vej til de 13.000 danske patienter, der hvert år bliver ramt af en blodprop i hjertet, skriver dagbladet Politiken.
Professor Hans Erik Bøtker fra Århus Universitetshospital, Skejby, offentliggjorde lørdag
resultaterne af sin forskning på American College of Cardiology's kongres i USA.
Forskerne har fundet ud af, at der frigives et særligt stof, som de indtil videre kalder faktor X, når blodtilførslen til et organ holdes kortvarigt tilbage. Dette stof forbereder hjertet på, at der er akut fare på vej. Hjertet bliver dermed bedre til at kapere følgerne af længerevarende iltmangel - som det er tilfældet ved en blodprop.
Den kunstige tilbageholdelse af ilt sker ved, at en helt almindelig blodtryksmanchet afskærer blodomløbet i for eksempel en arm. En behandling, der kan sættes i gang allerede i ambulancen, viser forsøgsperioden.
- Princippet i det her er, at man kan skaber iltmangel i et andet organ end lige hjertet, og det frigiver et stof, vi ikke kender, som vi kalder faktor X. Det signalerer til hjertet, at nu er kroppen på en eller anden måde i fare for et eller andet, siger Hans Erik Bøtker til Politiken.
Første trin på vejen
Forskningen i Skejby er første trin på vej mod helt nye behandlingsmetoder, når patienter bliver udsat for blodpropper i hjertet. Hjerte-kar-sygdomme er i dag den største dræber i den vestlige verden efter kræftsygdomme, men med forsøget på 246 patienter med akut blodprop har forskerne påvist, at de kan reducere skaden i hjertet med 25 procent.
- Vi kan se, at det område, der bliver reddet, er større hos dem, der har fået blodtryksmanchetten, end dem, der ikke har, siger Hans Erik Bøtker til Politiken.
Næste skridt for forskerne bliver at identificere faktor X. I fremtiden vil patienter måske kunne få en indsprøjtning, der indeholder faktor X, i samme øjeblik de bliver mødt af ambulancefolkene. Det vil give hjertet endnu bedre chancer for at undgå dannelse af arvæv i forbindelse med blodpropper.