Fakta i Hasle bliver indtil videre
En Fakta-butik i Århus-forstaden Hasle har været plaget af ballademagere, men i den seneste tid har der været ro.
Beboere i Århus-forstaden Hasle får sandsynligvis lov til at beholde deres lokale Fakta-supermarked, der ligger på Kappelvænget. På grund af problemer med unge, der stjæler og laver ballade, har Coop Danmark, der ejer Fakta, overvejet at lukke butikken.
Men i de seneste uger har der været ro, og så længe der ikke er tyveri og chikane, får supermarkedet lov og blive. Det oplyser Coop Danmark til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den midlertidige redning af supermarkedet vækker glæde blandt lokale beboere.
- Jeg har ikke bil, så det betyder meget, hvis butikken lukkede. Så skulle jeg måske tage bussen ned til Storcenter Nord for at handle, siger Svend Rasmussen, der bor i Hasle til TV 2 | ØSTJYLLAND.