Fagforening: Tjek af dyr fører til mindre tid til den ældre
Aarhusianske hjemmehjælpere skal holde øje med de ældres dyr. Rådmand forsvarer ideen, mens FOA vender tommelfingeren ned
Det er naturligt, at Aarhus Kommunes hjemmehjælpere skal holde øje med, om Buster er gået helt i hundene, når de alligevel er ude hos de ældre.
Det mener Jette Skive (DF), rådmand for sundhed og omsorg.
Aarhus Kommune er med i et toårigt pilotprojekt, der betyder, at hjemmehjælperne ikke kun skal drage omsorg for de ældre, men også for de ældres dyr.
- Ser vi noget, som ikke fungerer, som det skal, så skal vi selvfølgelig rette henvendelse til de rigtige instanser, siger Jette Skive.
Mette Fuglsig Schjødt er næstformand for den aarhusianske afdeling af fagforeningen FOA, som organiserer hjemmehjælperne.
- Tro mig. De har nok at se til. Skal de også til at holde øje med, hvordan dyrene har det – måske ovenikøbet skifte en kattebakke eller sørge for, de har noget vand – så bliver der ikke meget tid tilbage til kontakt med den ældre, siger hun.
Læs også
Jette Skive afviser, at det handler om at tjekke:
- Altså, de skal ikke tjekke. De skal bare have øjnene med, når de er ude. Ligeså vel som de skal se, om en ældre mistrives eller har tabt sig, så har man lov til at have øjnene med sig og se: Jamen, er der også et dyr her. Vantrives det, har man pligt til at indberette det, siger rådmanden.
Mette Fuglsig Schjødt føler sig ikke overbevist om visdommen i projektet.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at det er det, der skal bruges tid på. Jeg synes, det er ærgerligt, at man skal have den politibetjentfunktion, fordi det kommer til at gå ud over den relation, man har til den ældre. Det tillidsforhold, der skal være, kan risikere at lide skade under, at man skal holde øje med, hvordan dyrene har det, siger hun.
Du kan se hele indslaget øverst i artiklen.