Fagbevægelse støtter u-lande
LO Århus forstærker sin indsats for bedre vilkår for arbejderne i tredje verdens lande.
Arbejdere i den tredje verden skal have bedre vilkår. Det vil LO Århus gøre sit for at sikre. Hans Halvorsen, formand for LO Århus, forklarer, at organisationen vil forsøge at skabe mere opmærksomhed om arbejdernes dårlige vilkår og konsekvenserne af danskernes hang til billige varer.
Den ekstra indsats sker, efter at LO-afdelingerne i Århus og Roskilde har overtaget ansvaret for ulandsområdet fra LO Danmark.
- Det ekstra, vi gør nu, er at koordinere indsatsen bedre, så der ligger flere fælles kræfter bag. Sådan lidt populært sagt - få mere damp under kedlerne, fortæller Hans Halvorsen.
Indtil nu har det nemlig været enkelte fagforeninger med hver deres projekter. LO Århus håber, at det kan skabe fokus på kvinders arbejdsforhold i den tredje verden til den kommende Århus Festuge. /ritzau/