Fætter BR køber klemt grossist
Fætter BR er gået på sommerudsalg og har overtaget Nordens største legetøjsgrossist, K.E. Mathiasen i Århus.
Overtagelsen sker ifølge dagbladet Børsen som led i et generations-skifte. Bag Fætter BR står Top-Toy, som er en af Nordeuropas største detailkæder inden for legetøj. Den officielle forklaring på købet - hvor parterne er enige om at holde prisen hemmelig - er et ønske om at opnå synergier.
Men Top-Toys adm. direktør Henrik Gjørup erkender samtidig, at legetøjsmarkedet er under pres, og at der derfor er behov for at slå kludene sammen for at få større indkøbsmuskler.
- Vi kan godt mærke, at impulssalget er mindre, og at børnene får mindre gaver. Derudover er vi ramt af svage valutaer på det svenske og norske marked, siger han til dagbladet Børsen.
I sidste regnskabsår, der sluttede 31. juli 2008, voksede Top-Toys salg med 17 pct. til godt 3 mia. kr., mens resultatet nærmest lå fladt på 145 mio. kr. Det forklarede direktøren dengang med, at der var brugt mange penge på opkøb og ombygning af nye butikker i BR-kæden med i alt 265 butikker i Norden og Tyskland.