Færre trafikdræbte i Østjylland
I løbet af i år er 59 personer blevet dræbt i trafikken i Østjylland. Året før blev 79 dræbt. Se tv-indslag her.
Tallene fremgår af en frisk opgørelse, som Rådet for Sikker Trafik - tidligere kendt som Rådet for Større Færdselssikkerhed - har lavet for TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Der er noget, der tyder på, at tempoet og måden vi færdes på i trafikken er blevet mere hensynsfuld over for hinanden. Man skal dog dog se faldet på baggrund af, at 2007 og 2008 var meget blodige, siger specialkonsulent ved Rådet for Sikker Trafik Søren Troels Berg.
De 59 trafikdrab er opgjort i et område, der nogenlunde dækker det tidligere Århus Amt. Derudover er Horsens og Hedensted kommuner talt med.
Flemming Brandt fra Ålum er en af dem, der næppe kan nikke genkendende til billedet af mere hensynsfulde bilister og positive uheldsstatistikker. I marts blev hans forlovede og to børn dræbt i en trafikulykke nord for Randers.
En spirituspåvirket bilist kørte med høj hastighed frontalt ind i familiens bil. Manden blev senere idømt halvandet års fængsel. En dom, Flemming Brandt synes er alt for mild.
Siden retssagen har han kæmpet for, at straffen for at køre hasarderet eller i spirituspåvirket tilstand sættes op.
- Jeg kan kun glæde mig over, at drabstallet er faldet. Men jeg vil gerne have det længere ned. Min sag er afsluttet, og den skal have lov til at ligge. Men jeg vil blive ved med at kæmpe for, at strafferammen sættes op. Jeg vil åbne politikernes øjne, siger Flemming Brandt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan se et tv-indslag om nedgangen i antallet af trafikdrab ved at klikke i boksen ovenfor til højre.