Færre togafgange fra små stationer
Laven og Sejs-Svejbæk får færre togafgange næste år. Skanderborg, Ry og Silkeborg får flere.
Hvis man bor i en mindre by og tager toget, så kan godt forberede sig på, at man enten skal planlægge tog-turen grundigt eller vente. Fordi det bliver de små stationer, som fra december 2010 får færre togafgange. I øjeblikket har f.eks Laven og Sejs-Svejbæk en afgang hver halve time, det bliver fremover til en gang i timen.
Til gengæld får Skanderborg, Ry og Silkeborg ifølge Midtjyllands Avis et regionalt lyntog hver time mellem klokken 6 og klokken 18.
- Vi prioriterer den kortere rejsetid mellem de store byer til gengæld for tog-frekvensen på de mindre stationer. Det er et helt almindeligt betjenings-koncept på andre strækninger, siger Jeppe Gaard, der er trafikchef i Trafikstyrelsen, til Midtjyllands Avis.
Trafikchefen erkender overfor avisen, at nogle vil opleve en serviceforringelse. Men han peger på, at de fleste vil få hurtigere tog.