Færre sene aborter
Udvikling vækker glæde på Skejby Sygehus
Med 788 sene aborter foretaget i 2011 skete der et fald på ni procent i forhold til året før.
Dermed er antallet af aborter efter 12. uge faldet for første gang siden 2004, hvor der blev indført udvidede muligheder for at få diagnosticeret fosteret i løbet af graviditeten og vælge abort, hvis barnet viste sig at have alvorlige sygdomme. Det fremgår af en ny statistik for 2011 fra Sundhedsstyrelsen, skriver Kristeligt Dagblad.
- Tallet glæder mig. Jeg har gennem en årrække sagt, at den stigning, vi har set, ikke skyldes en glidebane holdningsmæssigt blandt forældrene, men er udtryk for, at de gravide i Danmark har fået undersøgelser af teknisk bedre kvalitet, som har ført til, at man har identificeret flere fostre med alvorlige sygdomme, og at tallet derfor på et tidspunkt ville nå et loft, siger Olav Bjørn Petersen, overlæge ved Skejby Sygehus og formand for Dansk Føtalmedicinsk Selskab, til avisen.
Han peger samtidig på, at tallet muligvis også skal læses i sammenhæng med et stort fald i antallet af fødsler i samme periode. Fra 2010 til 2011 faldt fødselstallet således med omkring 4.000 børn.
Ifølge Kristeligt Dagblad tager over 90 procent af alle gravide i dag imod tilbuddet om fosterdiagnostik, der blandt andet kan finde fostre med kromosomfejl som Downs syndrom, men også alvorligere sygdomme som hjerne- og hjertemisdannelser.