Færre misbruger heroin
Heroinmisbrugerne forsvinder og erstattes af unge afhængige af hash, amfetamin og kokain.
I Århus er de gamle stiknarkomaner på vej til at forsvinde, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Fra at udgøre mere end hver tredje i behandling i 2003, drejede det sig sidste år om 28 procent.
Tendensen er den samme på landsplan, men særligt i Århus og i hovedstaden er udviklingen markant.
Til gengæld vokser en ny gruppe af unge, der misbruger hash, amfetamin og kokain. Ifølge cand.psych. Mads Uffe Pedersen, der er leder af Center for Rusmiddel- forskning på Aarhus Universitet, skyldes det især, at kokain og amfetamin er blevet billigere.
- Samtidig er de nye stoffer blevet nemmere at få fat på. Tidligere fandtes de kun i bestemte miljøer, og man skulle have mange penge, siger Mads Uffe Pedersen.
Selv om de nye misbrugere typisk ser mindre forhutlede ud, advarer Mads Uffe Pedersen mod at tro, at kokain og amfetamin er mindre farlig.
- Risikoen for alvorlige depressioner er for eksempel større ved kokain end heroin. Vi ved også, at kokain gør folk mere aggressive og dermed øger risikoen for vold, siger han.