Færre ledige i Østjylland

Ledigheden er faldet med 7,4 procent i Østjylland i løbet af det seneste år

Ledigheden i Østjylland er faldet med 1.383 fra april 2014 til samme måned i år. Det oplyser Det Regionale Arbejdsmarkedsråd Østjylland.

- Der går rigtig fint på det Østjyske arbejdsmarked med faldende ledighed og stigende beskæftigelse. Det er vigtigt, at arbejdsstyrken har de kompetencer, virksomhederne efterspørger både her og nu og fremover, så vi kan holde fast i det kommende opsving, siger Viggo Thinggaard, der er formand for RAR Østjylland, i en pressemeddelelse.

Ifølge Det Regionale Arbejdsmarkedsråd Østjylland er antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere steget med 2.754 fra 2014 til 2015, så der nu er 316.192. Det er en stigning på 0,9 procent.

I Østjylland kan Skanderborg Kommune bryste sig af at have den laveste ledighed. Her er tallet 2,6 procent. Samsø Kommune har med et ledighedsniveau på 6,4 procent Østjyllands højeste.