Færre lader børnene døbe
Skal selv bestemme, om de vil døbes
Antallet af forældre, der lader deres børn døbe i kirken, falder.
I løbet af de seneste fem år har 10 pct. færre østjyder fået døbt deres barn, og den udvikling kender man til i Aarhus Nordre Provsti. Her er op mod en syvendedel af familierne faldet fra - og det ærgrer provst Esben Thusgård:
- Jeg ville naturligvis gerne have, at dåbsprocenten var så høj som mulig, siger han til DR Østjylland.
Provsten mener umiddelbart, at det lavere antal døbte skyldes to faktorer:
- Den ene er, at antallet med en anden religion end den kristne er stigende. Den anden er, at folk gerne selv vil bestemme og dermed også selv lade deres børn bestemme, om de skal døbes eller ej.
Vil selv bestemme
Lederen af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofoed bekræfter tendensen til, at vi i højere grad selv vil bestemme ved livets store mærkedage:
- Det kan være den samme tendens, man ser ved bryllupper, hvor der er kommet flere borgerlige vielser end kirkelige vielser. Begrundelsen er ofte, at man selv vil bestemme, hvad der skal foregå, siger hun og tilføjer:
- Desuden er der flere, der mener, at deres børn selv skal tage stilling til det her. Det vil sige, at de navngiver dem og holder en fest - og så må børnene selv finde ud af senere, om de vil være medlem af folkekirken, siger Else Marie Kofoed.