Færre dropper ud af studiet

Bedre vejledning og undervisning er årsagen

Aarhus Universitet har succes med at bekæmpe en årelang ondsindet sygdom - frafald. Det viser nye tal for 1. års- frafaldet på Aarhus Universitet, som på fem år er reduceret fra 18 til 13 pct.

Blandt de største succeser er det humanistiske område, som tidligere var det store smertensbarn på frafald. Her er 1. års-frafaldet på fem år reduceret fra 20 til 13 pct.

Blandt årsagerne er bedre vejledning, fortæller Mette Thunø, dekan for uddannelse:

- Det skyldes især, at vi har styrket studievejledningen, så de studerende er bedre klædt på, inden de vælger en uddannelse. Vejledningen er blevet mere varieret, så de studerende både kan henvende sig til en vejleder og bruge chat samt andre tilbud. Oveni har vi U-days og det rullende universitet, som også er med til at sikre, at de unge træffer det rette valg for dem, siger dekanen til Jyllands-Posten.

En anden årsag til, at færre vælger at stoppe, er ifølge Mette Thunø nye undervisningsformer:

- Vi udvikler måder at undervise på, som gør de studerende mere aktive og motiverede. Vi prøver ikke at gymnasiegøre undervisningen, men forsøger at tilrettelægge undervisningen, så den også bliver mere praksisnær, så de studerende bedre kan se, hvad de uddanner sig til, siger hun.