Færre dræbes i trafikken
Indførsel af klippekort har fået bilisterne til at tænke mere over, hvordan de kører, mener formanden for amtets trafikudvalg.
Antallet af personer, der bliver dræbt i trafikken i Århus Amt, falder fortsat.
Siden 2002 er antallet af trafikdræbte i Østjylland faldet. I 2005 blev 37 dræbt i den østjyske trafik, mens antallet var 49 i 2004. Det svarer til et fald på 25 procent.
- Hver ulykke er en for meget. Men det er glædeligt, at der nu gennem flere år har været et fald i antallet af dræbte i den østjyske trafik, siger Erik Poulsen (V), der er formand for Udvalget for Miljø og Trafik.
På amtets veje er faldet endnu mere markant, da 23 i 2004 blev dræbt ved en ulykke på en amtsvej, mens antallet var faldet til 10 i 2005. Det svarer til et fald på 56 procent. Amtet følger således målsætningen om, at antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken skal være reduceret med 40 procent i 2012 i forhold til i 1998.
- Vi kan ikke give en specifik grund til, at antallet af dræbte i trafikken er faldet. Men indførslen af klippekortet har uden tvivl fået folk til at tænke mere over, hvordan de egentlig kører, siger Erik Poulsen.