Færre anmelder voldtægt
På fem år er antallet faldet med 25 procent
Over de seneste fem år er antallet af voldtægtssager, som politiet får kendskab til, faldet markant.
I 2011 blev der i alt anmeldt 410 voldtægter på landsplan, hvorimod tallet i 2007 var 566. Det er et fald på over 25 procent, skriver metroXpress.
Selv om de fleste voldtægter ikke bliver anmeldt, mener seniorforsker Karin Helweg-Larsen, at tallene dækker over et generelt fald i antallet af overgreb.
- Når det falder konsekvent, er det jo tegn på en nedgang, og det er vældig glædeligt.
Det er langtfra alle ofre, der anmelder, men intet tyder på, at graden af anmeldelser er faldet, så en nedgang i anmeldelser tyder også på en nedgang i voldtægter, siger Karin Helweg-Larsen, forsker i seksuelle overgreb ved Statens Institut for Folkesundhed.
Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital mener derimod, at mørketallet er så stort, at man ikke kan drage nogen sikre konklusioner.
- Der er ikke nogen tvivl om, at de 410 anmeldelser i 2011 er relativt få, i forhold til hvor mange der rent faktisk bliver voldtaget.
Der skal være et mere markant fald over endnu flere år, før vi kan begynde at være glade, siger ledende psykolog Anja Hareskov Jensen fra Center for Voldtægtsofre, Aarhus Universitetshospital.
Hun er forarget over, at kun 53 personer er blevet kendt skyldige i voldtægt i 2011.
- Det er jo helt absurd. Der er så mange flere, der bliver udsat for voldtægt - det ved vi, fordi vi møder dem på centrene, siger Anja Hareskov Jensen.
Hun peger på flere ting, der kan tale for, at voldtægtsofre generelt er blevet mere tilbageholdende med at anmelde sexovergreb.
- Det kan dels være et udtryk for, at der er sket en ændring i seksualmoralen, hvor der skal mere til, før man definerer noget som et overgreb.
Derudover har der været meget medieopmærksomhed omkring, hvor svært det er at komme igennem med en domfældelse i voldtægtssager, og det kan måske afskrække nogen fra at anmelde, siger hun til avisen.