Færge: Styrelse afviser kritik
Har ikke trukket ansøgning i langdrag
Hvis et rederi igen får mod på at forsøge med en hurtigfærge på ruten Aarhus-Kalundborg, må de imødese samme krav, fastslår kontorchef i Naturstyrelsen Johan Husfeldt, der afviser, at myndighederne har trukket sagsbehandlingen i langdrag.
Det skriver dagbladet Nordvestnyt.
- Det materiale, vi oprindeligt modtog ved ansøgningen, var ikke fyldestgørende nok til, at vi kunne træffe en afgørelse i sagen. Vi fik først tilstrækkelig dokumentation fra rederiet, umiddelbart før vi gav den midlertidige tilladelse for 24 dage siden.
Forventede at sejle med 36-38 knob
Kattegat-ruten A/S forventede at kunne sejle med 36-38 knob med hurtigfærgen mellem Aarhus og Kalundborg.
Men da den midlertidige godkendelse endelig var i hus 20. juli, betød hensynet til sæler, marsvin og fugle en 11 sømil længere rute, og at farten i Kalundborg Fjord ikke måtte overstige 16 knob.
De betingelser øger brændstofforbruget og forlænger sejltiden, så i går erkendte Kattegatruten A/S, at forretningsmodellen ikke er holdbar, og lod "Dolphin Jet" sejle sin sidste tur.
- Det er vores opgave at sikre, at der bliver lavet de fornødne vurderinger, så man sikrer, at der ikke sker skade på naturen. De havde forestillet sig at sejle med fuld hastighed gennem Kalundborg Fjord, men det har så vist sig at give problemer. Hensynet til naturen ifølge lovgivningen kan vi ikke tilsidesætte, siger Johan Husfeldt.
Kan skade marsvinbestanden
Johan Husfeldt forklarer, at en konsekvensberegning af hurtigfærgens hastighed har vist, at det ikke kan afvises, at sejlads med over 16 knob i timen skader marsvinebestanden i Kalundborg Fjord. Marsvinet er et beskyttet havpattedyr.
Den øvrige skibstrafik i Kalundborg Fjord har mindre skrappe restriktioner end hurtigfærger, så rent faktisk kunne Kattegat-rutens kombifærger med tilladelse til 18-19 knob overhale "Dolphin Jet".
- En hurtigfærge skaber væsentligt mere lavfrekvent støj og giver en helt anden bølgepåvirkning, end andre færger gør, når den sejler med fuld kraft, forklarer civilingeniør Jesper Mogensen, Miljøstyrelsen, til dagbladet Nordvestnyt.