Færdselsuheld på motorvej skaber trafikalt kaos
Djurslandsmotorvejen er spærret i vestgående retning kort efter Aarhus Nord, efter to biler er endt i et færdselsuheld.
Opdatering Klokken 18:00
Der er igen åbnet for færdslen på Djurslandmotorvejen. Ifølge Østjyllands politi var to biler kørt sammen på motorvejen. Som følge af sammenstødet er to personer kørt til behandling på Skejby Sygehus. Politiet har på nuværende tidspunkt intet kendskab til skadernes omfang.
Bilister, der har planer om at køre på Djurslandsmotorvejen fra Aarhus Nord mandag aften, må forberede sig på en langsommelig køretur.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter og til TV2 Østjylland.
Færdselsuheld på Djurslandmotorvejen i vestgående retning. Der er foretaget afspærring i vestgående retning kort efter Aarhus Nord. Der er pt. trafikalt kaos, så kør forsigtigt.#politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) 29. april 2019
Klokken 16:33 fik politiet nemlig en anmeldelse om et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen. Politiet har efterfølgende foretaget afspærring i vestgående retning kort efter Aarhus Nord.
- Der er trafikalt kaos, og det er jo klart, når det sker midt i myldretid, og når vi må spærre en hel retning, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Peter Tolstrup til TV2 Østjylland.
Østjyllands Politi kan endnu ikke sige noget om, hvordan uheldet helt præcis er opstået, men de mener, at der er to biler involveret.
- Umiddelbart er det to biler, der er involveret i færdselsuheldet, men vi kan endnu ikke sige, hvor mange personer der er involveret. Vi har heller ikke noget overblik over, om der er nogen, der er kommet til skade, siger vagtchefen.
Læs også
Der er politi og redningsmandskab på stedet.
Østjyllands Politi opfordrer alle bilister til at køre meget forsigtigt på motorvejen.