Færdselsindsats i Aarhus: Flere kørte med over 100 km/t på Ringvejen

13 bilister fik klip i kørekortet for hastighedsovertrædelser ved en færdselsindsats i Aarhus. Arkivfoto. Foto: Tommy Kofoed - Scanpix

Østjyllands Politi gennemførte fredag aften en færdselsindsats i Aarhus, hvor 28 bilister blev sigtet

Betjente fra Østjyllands Politi var fredag på gaden i det vestlige Aarhus. Her gennemførte de i løbet af aftenen og natten en stor færdselsindsats.

Læs også Alt for mange sydøstjyder kører for stærkt ved skolerne

I alt blev 28 bilister sigtet for færdselsovertrædelserer.

Jeg synes, at det er bekymrende. Der er en del trafikanter, som tolker færdselsloven alternativt.

Amrik Singh Chadha, politikommissær

Blandt dem var der flere, der kørte med over 100 km/t på Ringvejen, hvor det ellers maksimalt er tilladt at køre 70 km/t.

- Det er jeg faktisk ked af. Det er ikke noget nyt, at vi holder færdselsindsatser i det område. Jeg synes, at det er bekymrende. Der er en del trafikanter, som tolker færdselsloven alternativt, siger politikommissær fra Færdselssektionen ved Østjyllands Politi Amrik Singh Chadha til TV2 ØSTJYLLAND.

Kørte 120 km/t og blev fanget på kamera

Blandt de værste overtrædelser, politiet stødte på, var der eksempler på bilister, der kørte alt for hurtigt på Ringvejen. En person kørte aggressivt og overhalede biler højre om. Herefter kørte bilisten med 120 km/t, hvor man ellers kun må køre 70 km/t.

Bag bilisten lå en civilbil, som kunne dokumentere den farlige kørsel på video. Forseelserne betyder, at bilisten mister retten til at køre bil i en periode. 

En anden bilist blev målt til at køre 101 km/t på Ringvejen, og da politiet stoppede bilen, valgte føreren at stikke af til fods. Bilisten blev dog hurtigt fanget og anholdt. 

Flere bilister kørte med over 100 km/t på Ringvejen i det vestlige Aarhus. Den tilladte hastighed på vejen er 70 km/t. Foto: Google Street View

Flere indsatser i området

Østjyllands Politi får flere henvendelser fra borgere i det vestlige Aarhus og har på baggrund af det afholdt flere færdselsindsatser i området. 

Læs også Stor færdselsindsats i Østjylland: 710 bilister standset af politiet

Politikommissær Amrik Singh Chadha fortæller, at han mener, at det er blevet en smule bedre, men at der stadig er stor plads til forbedring.

Udover færdselsindsatsen forsøger politiet også præventivt at gå ud og oplyse om de farer, der er forbundet med at overtræde færdselsloven.

- Vi forsøger hele tiden som politi at informere om fare. Det er hastighed, mangel på opmærksomhed og påvirkethed, der er det værste, siger Amrik Singh Chadha.

Fredagens fangst

5 står til betinget frakendelse af kørekortet for grove hastighedsovertrædelser
13 får klip i kørekortet for hastighedsovertrædelser
3 klip i kørekortet for ulovlige overhalinger
1 var narkopåvirket
1 var spirituspåvirket
1 var frakendt førerretten
4 foretog ulovlige overhalinger - alle til klip i kørekortet

Derudover 10 andre sager – herunder anvendelse af håndholdt mobiltelefon mv.

Kilde: Østjyllands Politi
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig