Fængslet for værtshusvold

Overfaldt tre gæster i Grenaa

Foto: Flickr

En 29-årig mand fra Grenaa blev i dag, torsdag, varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Randers.

Han er sigtet for tre forhold af vold begået på Restaurant Aftenstjernen i Grenaa tirsdag aften.

- Her kommer han i klammeri med tre andre gæster, og det ender med, at han overfalder de tre med så voldsomme slag og spark, at alle tre efterfølgende må behandles på skadestuen, siger politikommissær Niels Bugge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er nogle af de andre gæster i Restaurant Aftenstjerne, der fik den 29-årige mand til at stoppe. De ringede 112 og kort tid efter ankom politiet. Men her havde han allerede forladt stedet.

- Han blev anholdt dagen efter, siger Niels Bugge, og fortsætter:

- Retten varetægtsfængsler ham i fire uger, fordi han tidligere er dømt for vold.