Fængslet slår rekord

Folk strømmer til for at høre fængselshistorier

Fængslet i Horsens er måske mest kendt for at tiltrække tusindvis af koncertgængere, men også historien bag fængslet lokker gæster til.

Siden åbningen af kulturinstitutionen Fængslet, der har til huse i det tidligere Horsens Statsfængsel, har publikum strømmet til Fængselsmuseet.

Sidste weekend rundede museet sin gæst nummer 10.000, og onsdag den 18. juli slog Fængselsmuseet sin egen publikumsrekord fra åbningsdagen med over 800 besøgende. Det er især onsdagsrundvisningerne, der er populære, og flere meldes fuldt booket.

- Vi er blevet kimet ned, hvilket naturligvis er et udtryk for den store interesse, der er for Fængselsmuseet, men også fordi Museum Horsens har nogle fantastisk dygtige rundvisere, siger Claus Pettersson fra kulturinstitutionen Fængslet.

Fængselshistorie er vigtig
Museum Horsens har lagt stor energi i at udvikle en rundvisning, hvor man kommer rundt om alle aspekter af fængslets historie.

- Fængselshistorie er et emne, som let kalder store følelser og meninger frem. Det vigtige for os har været, at vi præsenterer historien på en spændende og vedkommende måde, men uden at publikum får stoppet vores holdninger ned i halsen. At det er lykkedes så godt, er utroligt dejligt, siger museumsdirektør Anne Bjerrekær

Fængslet er måske mest kendt for sine store koncertarrangementer, der har budt på blandt andet Metallica. Omkring 70.000 mennesker vil i løbet af sommeren have gæstet Fængslet i forbindelse med koncerter.