Fængslet for røveri mod Shell
Kunde overmandede ung røver
21. feb 2013, kl. 17:44
Mere end 30 dage gammel
To mænd på henholdsvis 19 og 27 år blev torsdag eftermiddag fængslet for et røveri mod en randrusiansk tankstation.
De to mænd var ifølge Østjyllands Politi bevæbnet med en kniv, da de i nat truede en ekspedient på en Shell-tankstation på Mariagervej i Randers til at udlevere kontanter og cigaretter.
Det lykkedes en kunde på tankstationen at overmandede den yngste af de to røvere. Den 27-årige medgerningsmand flygtede fra stedet i en bil, men han blev kort tid efter anholdt af en politipatrulje på Anemonevej kort derfra.
De to formodede røvere blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle dem begge i fire uger.
Ingen af de to mænd kærede varetægtsfængslingen.