Fængslet for at røve passagerer

To unge blev truet med en pistol under en tur med en 'sort taxa'.

Politiet har anholdt to unge, der er sigtet for røveriforsøg mod to passagerer, som de samlede op under en byfest i Odder.

De anholdte tilbød natten til den 8. august at køre byfest-deltagerne til Århus for 200 kroner - et pænt stykke mindre end det, en taxa koster. Undervejs til Århus steg prisen imidlertid til 5000 kroner, og da passagererne nægtede at betale, tog den ene af de unge en pistol ud af bilens handskerum.

Passagerne fortalte, at de blev nødt til at hæve pengene med Dankort. De to røvere holdt derfor ind på en tankstation på Skanderborgvej i Århus, og her lykkedes det de to kunder at stikke af.

De formodede gerningsmænd er foreløbig varetægsfængslet i fire uger. Begge nægter sig skyldige.