Fængslet for overtrædelse af zoneforbud
En 21-årig mand fra Aarhus blev i går ved retten i Aarhus idømt 20 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af et zoneforbud
En 21-årig aarhusiansk mand fik tilbage i juli et forbud mod at opholde sig i en radius af 500 m fra et udpeget sted i Bispehaven. Allerede dagen efter overtrådte han forbuddet, ligesom han de følgende tre dage gjorde det samme. De fire overtrædelser har nu ført til en dom på 20 dages fængsel.
Zoneforbuddet var manden tildelt som en del af Østjyllands Politis målrettede indsats for at skabe ro i området ovenpå en urolig start på sommerferien. Det blev blandt andet givet med baggrund i syv konkrete hændelser i perioden op til, hvor han havde medvirket til at skabe uro og utryghed i Bispehaven.
En yderligere venter dom for overtrædelse af forbud
- Jeg er meget tilfreds med dommen. Den sender et klart signal om, at når politiet giver en person, der har været med til at skabe utryghed og uro i et boligområde, forbud mod at opholde sig der, så skal man altså holde sig væk. Og vi oplevede faktisk, at det fik den ønskede effekt, og vi fik skabt ro i området, siger vicepolitiinspektør Leif Benny Kristensen i en pressemeddelelse.
Den 21-årige udbad sig betænkningstid efter gårsdagens domsafsigelse.
I alt har tre personer fået udstedt zoneforbud i Bispehaven i sommer. Én afventer fortsat dom for overtrædelse af zoneforbuddet.
Zoneforbud
- En overtrædelse af zoneforbuddet straffes efter ordensbekendtgørelsen og giver første gang syv dages ubetinget fængsel, anden gang 14 dages ubetinget fængsel og tredje gang 40 dages ubetinget fængsel.