Fængslet for kollegie-røverier
Politiet har anholdt samtlige mistænkte til hjemmerøverier i Brabrand
Det er lykkedes politiet at anholde samtlige tre mistænkte efter to hjemmerøverier på Skjoldhøjkollegiet i Brabrand i sidste måned.
En 21-årig mand fra Brabrand har i de seneste uger været efterlyst i sagen. Onsdag aften meldte han sig selv til Østjyllands Politi.
I forvejen sidder to personer varetægtsfængslet i sagen.
To mænd overfaldet
Hjemmerøverierne på Skjoldhøjkollegiet fandt sted natten til den 12. april, hvor gerningsmændene trængte ind i to kollegieboliger.
Under røverierne blev en 27-årig mand slået og sparket flere gange, inden røverne forsvandt med hans mobiltelefon.
Efterfølgende blev offeret indlagt på sygehuset.
Kort efter det første røveri blev også en 21-årig mandlig kollegianer overfaldet. Den unge mand sov med åbent vindue, da han vågnede ved, at fremmede mænd pludselig befandt sig på hans værelse.
Den 21-årige blev slået og sparket flere gange, inden overfaldsmændene stjal en bærbar computer og forsvandt gennem hans åbne vindue.
Da politiet ankom, var der blod flere steder i boligen.