Fængslet for grov vold på værtshus

Ung mand fængslet for vold på værtshus i Randers. Offeret mistede synet på det ene øje.

En 24-årig voldsmand fra Randers er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han meldte sig selv til politiet.

Manden valgte at troppe op på politigården i Randers, fordi han var efterlyst i en grov voldssag fra værtshuset Barry's Pub.

Natten til onsdag den 1. august smadrede han et ølglas i øjet på en anden gæst. Overfaldet blev imidlertid filmet af et overvågningskamera, og mandag aften blev billederne bragt i TV 2's kriminalmagasin, Station 2.

Indslaget på landsdækkende tv fik straks tre personer til at ringe til politiet med navnet på manden, men 20 minutter efter udsendelsen troppede han selv op på politigården.

Den 24-årige har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.

Voldsofferet, der er 37 år, har mistet synet på øjet.