Fængslet efter skyderi

En mand er fængslet for at have affyret skarpe skud mod et hus i Udbyhøj nordøst for Randers.

Nytårsnat fik politiet i Århus melding om, at der var blevet skudt i forbindelse med en fest nær Randers.

Kriminalpolitiet i Århus oplyser, at ingen blev ramt, men mandag blev den mistænkte fængslet for 14 dage. Meldingen kom klokken tyve minutter i fire om natten.

Der var blevet affyret flere skud med et jagtgevær i nærheden af en villa ved Udbyhøj ved udmundingen af Randers Fjord.

Det lykkedes senere at anholde en lokal mand. Hjemme hos ham fandt man flere våben, og politiet valgte mandag eftermiddag at kræve ham fængslet i et lukket grundlovsforhør.

Indtil de sidste afhøringer faldt på plads, ønskede politiet ikke at oplyse yderligere om motivet til skyderiet. /ritzau/