Fængslet efter grov flaske-vold

En 18-årig mand er blevet varetægtsfængslet for at vansire en anden mand med flaske. Offeret fik en 15 cm lang flænge i ansigtet.

En 18-årig mand blev søndag varetægtsfængslet til den 8. december ved retten i Århus, og han sigtes for grov vold.

Politiet mener, at det var ham, der natten til lørdag vansirede en jævnaldrende mand i et tilfældigt og umotiveret sammenstød i Højbjerg i det sydlige Århus.

Her kom den unge bilist kørende med sin kæreste og en kammerat, da en mand stillede sig ud på vejen ved Lyseng Svømmebad og stoppede bilen.

Føreren stod ud af bilen, og det kom til en meningsudveksling mellem de to mænd. Den kulminerede med, at føreren blev slået eller skåret med en ølflaske i ansigtet, så han fik et 15 cm langt og stærkt vansirende sår.

Manden tumlede tilbage i bilen, og han blev kørt på skadestuen. Han er efterfølgende blevet opereret på plastikkirurgisk afdeling i på Rigshospitalet i København, hvorfra lægerne oplyser, at han vil få et varigt ar.

Efter overfaldet stak gerningsmanden af, og politiet satte mange kræfter ind på at finde ham, fordi overfaldet var så meningsløst og vansirende.

Lørdag eftermiddag meldte den 18-årige sig selv til politiet, som anholdt ham. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15965">18-årig vansiret efter flaskevold (11/11-06) </A></STRONG>