Fængslet for brutalt overfald

Teenagere kærer begge afgørelsen

Foto: Google Maps

1 af 2

To mænd på 17 og 19 år, der mistænkes for at stå bag et voldsomt overfald i Ebeltoft på tre mænd er nu varetægtsfængslet.

Teenagerne blev anholdt torsdag og blev fredag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold af særlig farlig karakter og for røveri.

Den ene mand blev fængslet i 14 dage, mens den anden skal sidde bag tremmer i fire uger, oplyser Østjyllands Politi.

Begge unge mænd har kæret rettens beslutning.

Ifølge politiet var de to mænd sammen med flere andre involveret i et voldsomt overfald, hvor tre mænd blev udsat for knivstik og et "stumpt instrument".

Se: To anholdt efter overfald

Overfaldet fandt sted mandag aften i en lejlighed på Dråbyvej i Ebeltoft, hvor de tre mænd angiveligt blev overfaldet af seks til otte maskerede gerningsmænd.

Det ene offer blev stukket i ryggen med en kniv og fik punkteret en lunge, mens et andet offers lunge klappede sammen efter slag med et stumpt instrument.

Det hele varede kun få minutter, hvorefter gerningsmændene forsvandt ad Holmens Vej.

Østjyllands Politi forventer, at der vil komme flere anholdelser de kommende dage.