Fængslede demonstranter løsladt
Syv unge, der blev anholdt efter uro ved indvandrerfjendsk demonstration, er løsladt efter to måneder i fængsel.
Syv unge med indvandrerbaggrund i alderen 18 til 29 år blev mandag løsladt af politiet i Århus efter at have siddet varetægtsfængslet i otte uger sigtet for gadeuorden og angreb mod politifolk.
De unge blev samtidig tiltalt for at have kastet sten, brosten, fliser, bomberør samt krysantemumbomber mod tilsammen 15 politifolk.
Det skete i forbindelse med en demonstration i Gellerup-området i Brabrand ved Århus lørdag den 10 . juni. Ingen kom til skade.
Retssagen mod de unge gennemføres fra 24. til 26. oktober. Vicepolitimester Villy Sørensen oplyser, at de unge er tiltalt for at have angrebet politifolkene i forening.
Når de tiltalte blev løsladt, skyldes det, at sagen først kan gennemføres om næsten tre måneder. /ritzau/