Fængselsbetjente skal uddannes nær Horsens
Regeringen og DF vil omdanne dele af det tidligere åbne fængsel Møgelkær til at uddanne fængselsbetjente.
For under et år siden lød beskeden, at statsfængslet i Møgelkær skulle lukke. Men snart genåbner fængslet nær Horsens som uddannelsessted for fængselsbetjente. Ambitionen er at uddanne flere.
Det besluttede regeringen og Dansk Folkeparti med årets finanslov, og nu er parterne blevet enige om placeringen.
Læs også
- I lyset af de mange indsatte i landets fængsler optager vi flere fængselsbetjente, og netop derfor har vi brug for at tiltrække flere nye elever til uddannelsen, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Kriminalforsorgen beskæftiger cirka 2200 fængselsbetjente fordelt i hele Danmark, og i dag uddannes de kun i Birkerød i Nordsjælland.
På den nye uddannelse vil der være plads til 50 elever årligt.
Mangel på fængselsbetjente
I øjeblikket er der mangel på fængselsbetjente. For at øge optaget af elever er det nødvendigt at nå ud til flere grene af Danmark, vurderer parterne.
- Med en ny uddannelse for fængselsbetjente i Vestdanmark opretter vi endnu en vigtig uddannelse i Jylland og udnytter samtidigt faciliteter, der ligner det, eleverne kommer til at arbejde med i fremtiden, siger Pape.
- Hvis vi skal have folk til at søge ind på denne uddannelse, skal der være et alternativ til Birkerød.
- Vi kan se det på politiskolen. Det har allerede været en stor succes, siger ministeren med henvisning til den nye politiskole, der blev oprettet i Vestdanmark sidste år.
Håber på rift om pladserne
Pape ser frem til at besøge uddannelsesinstitutionen, når den senere i år står klar til at huse elever.
De nuværende faciliteter i fængslet betyder, at den nye uddannelsesinstitution kan etableres hurtigt.
Læs også
Finansieringen fremgår af finansloven for 2019, hvor der er afsat 49,1 millioner kroner i 2019 og 21,2 millioner kroner årligt fra 2020-2022 til etablering og drift.
Pape håber, at der bliver rift om pladserne på den nye uddannelse.
- Jeg håber, at der er endnu flere kvalificerede, der søger. Og så må vi se på, om der skal skrues på antallet af optagede, for lige nu skal vi have flere fængselsbetjente, siger Pape.