Fælles front mod Arla Foods

Utilfredse leverandører vil slå sig sammen i håb om at sikre sig gennemslagskraft over for Arla.

Utilfredse mælkeleverandører i Danmark og Sverige vil nu slå sig sammen i håb om at sikre sig gennemslagskraft over for mejerigiganten Arla Foods med hovedsæde i Århus.

Formanden for Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritsen, hilser svenskerne velkommen:

- Der, hvor Arla opererer, er vi producenter nødt til at have et fælles modspil, så Arla ikke kan udnytte muligheden for at spille os ud mod hinanden. Vi har fundet ud af, at ledelsen fortæller et i det ene land og noget andet i det andet, og det er vi lidt frustrerede over, siger Peder Mouritsen.

De svenske Arla-leverandører er utilfredse med, at Arla har sat prisen ned på den mælk, producenterne leverer til selskabet. Men når det gælder prisen, kniber det med mælkeproducenternes indflydelse:

- Jamen, der har vi ikke en skid at skulle have sagt. Vi kan selvfølgelig prøve at påvirke vores repræsentanter, for der er demokrati i Arla, men det er en lang proces, konstaterer Peder Mouritsen over for Ritzaus Bureau.