Fælles fodslag til kamp for Café Kaffegal
Venstres beskæftigelsesordfører i Aarhus Byråd Lene Horsbøl og LO Aarhus vil arbejde sammen for at finde en løsning
Bestyreren af Café Kaffegal, Brian Sørensen, kunne i sidste uge fortælle, at en ny bekendtgørelse udsendt af Beskæftigelsesministeriet kan betyde enden på Café Kaffegal i Aarhus og stedets cirka 20 ansatte, som er ansat på særlige vilkår.
Café Kaffegal er en såkaldt socialøkonomisk virksomhed, hvor størstedelen af medarbejderne er førtidspensionister, der er ansat på særlige vilkår. Forsøgsordningen blev sat i verden i 2013, men udfases med udgangen af 2016.
Det ærgrer Venstres beskæftigelsesordfører i Aarhus Byråd, Lene Horsbøl.
- En velfungerende, socialøkonomisk virksomhed som Café Kaffegal er en værdifuld måde at fastholde borgere, som ellers ikke ville kunne passe et ordinært job, på arbejdsmarkedet. Samtidig giver det en tilfredsstillende og mere meningsfuld hverdag for de borgere, som ellers er tilkendt førtidspension, men som nu bidrager i en virksomhed. Derfor er det ærgerligt, at Café Kaffegal nu er udfordret, fordi arbejdsmarkedets parter ikke er nået til enighed om en fast ordning. LO og DA er et rigtig godt sted at starte, for det er deres rolle at gå ind i det. Der er en gang tidligere blevet dispenseret for reglen ved at give arbejdsmarkedets parter mulighed for at se på det, og det har man ikke villet. Der er dog stadig mulighed for at ændre på tingene, for ordningen kører resten af 2016, fortæller Lene Horsbøl til tv2oj.dk.
Ole V. Christiansen er formand for LO Aarhus, og han er klar til at arbejde på en løsning, der kan hjælpe de ansatte hos Café Kaffegal og andre i samme situation.
- Hos LO i Aarhus mener vi, at dispensationen skal fortsætte, og jeg har kontaktet Lene Horsbøl for at foreslå, at vi slår pjalterne sammen i bestræbelserne på at påvirke beslutningerne i Folketinget. Derudover har jeg taget fat i Jens Joel fra Socialdemokraterne for at få ham til at tage sagen op i Folketinget. Vi synes, at et rummeligt arbejdsmarked er en god ting, og vi går bestemt ikke ind for at ekskludere folk, der ikke er attraktive på det almindelige arbejdsmarked. Der skal også være plads til deres arbejdskraft, fastslår Ole V. Christiansen.
Fortvivlet bestyrer kan tvinges til at fyre 20 udsatte medarbejdere
Lene Horsbøl er dog ikke enig med Ole V. Christiansen i, at løsningen skal findes i Folketinget.
- Ole og jeg er enige om, at der skal findes en løsning. For mig er der ingen tvivl om, at LO og DA skal sætte sig ned og finde en løsning på det her, men jeg vil meget gerne være behjælpelig, og hvis løsningen skal findes midt imellem Folketinget og arbejdsmarkedets parter, så må vi finde hinanden. Jeg tager gerne en tur forbi Christiansborg med Ole Christiansen, lyder det fra Lene Horsbøl.
Se indslag fra Café Kaffegal i videoen ovenfor.