Fælder skal fange løs los
Jagten på lossen fortsætter i dag
En los er løs i Østjylland. Nærmere bestemt i Sabro, hvor den slap fri lørdag.
Det store kattedyr er sidst set torsdag ved 19-tiden i Vindskov, der ligger ved Sabro, hvor lossens ejere bor, lyder det fra Østjyllands Politi.
- Det, der sker nu, er, at Skov og Naturstyrelsen er ved at gøre klar til at få sat en eller flere fælder op derude i skoven, så den kan indfanges, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
- Plus at man lægger mad ud til den, tilføjer han.
Samtidig understreger han, at han ikke mener, der er grund til at frygte, at lossen vil gå efter levende bytte.
Men det er ikke alle, der er enige i den betragtning. Ejeren af Munkholm Zoo i Djursland betegner nemlig losser som ekstremt farlige - og meget optaget af børn.
- Hvis den møder et dådyr, ænder, gæs eller høns, så vil den helt klart gå til angreb. Også i nærheden af små børn i 1-2-års alderen vil den med meget stor sandsynlighed kunne finde på at gå til angreb, siger Benny Johansen fra Munkholm Zoo i Djursland til dagbladet B.T.
Aldrig fodret med levende dyr
Ifølge Mogens Brøndum har lossens ejere fortalt politiet, at den aldrig er blevet fodret med levende bytte før. Derfor ville det være første gang, hvis den finder på at gå på rov efter dyr eller mennesker.
- Så er spørgsmålet bare, om den kan blive farlig, siger Mogens Brøndum og henviser til de advarsler, der har lydt som blandt andet den fra Benny Johansen.
- Ud fra de oplysninger, vi har, er den ikke farlig for mennesker, men vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at den kan snuppe en høne i lokalområdet, siger politikommissæren. Lossen har været set flere gange siden lørdag, og Østjyllands Politi opfordrer alle, der får øje på dyret, til at kontakte politiet.
Se tv-indslag øverst på siden.