Fædregruppen nedlægger arbejdet
Fædregruppen fra Århus Vest indstiller nu arbejdet i protest over den seneste tids kritik fra Århus Byråd
Den seneste tids udtalte kritik fra især Venstres byrådsgruppe i Århus, får nu Fædregruppen fra Århus Vest til at indstille arbejdet.
- Fædregruppen vil ikke være syndebuk for Venstres fejlslagne integrationspolitik, forklarer Fædregruppen IDFAD i en pressemeddelelse.
Senest har Venstres byrådsgruppe krævet en kritisk gennemgang af Fædregruppen, fordi Venstre-politikerne mener, at Fædregruppen ikke lever op til forventningerne.
Byrådsmedlem Bünyamin Simsek (V) mener, at fædregruppen ikke har formået at gøre noget ved kriminaliteten i Århus Vest og at Fædregruppen samtidig heller ikke fungerer som aktiveringsprojekt.
Fædregruppen undrer sig over, hvorfor Venstres byrådsgruppe først vil have Fædregruppen nedlagt og nu ønsker en evaluering. Fædregruppen vil genoptage arbejdet, når en eventuelt evaluering har fundet sted.