Fædre på flette-kursus: Av, far! Du river mig i håret
12 døtre med flotte fletninger. 12 fædre med ømme fingre. Det var resultatet efter et flettekursus, hvor fædre lærte, hvordan man laver flotte fletninger
- Av, far! Du river mig i håret, lyder det fra en lille pige inde fra frisørsalonen.
Den lille salon Hair by Adelsböll i Ryomgård på Djursland er fyldt med 12 anspændte fædre, der med tungen lige i munden og svedperler fra panden forsøger at lave fletninger i deres døtres fine, lange hår.
Flere må starte forfra, da fingrene gentagne gange snubler over hinanden og ikke vil, som fædrene vil.
Da må de to salonejere og søstre, Maria Adelsböll Lang Busch og Malene Adelsböll Nikolajsen, træde til og atter vise, hvordan man laver den franske fletning korrekt.
- Det er vildt, hvordan de bare lige drejer håndleddene, og så er fletningen lavet. Og så med de lange negle, de render rundt med – jeg fatter det ikke, siger Anders Møgeltoft Harder, en af de fædre, der har meldt sig kurset, og som selv måtte kalde på assistance undervejs.
Morgenhåret skal sættes
Anders Møgeltoft Harder har tre døtre og har taget datteren med det længste hår, Laura, med på kurset. Han afleverer sine døtre i børnehave og skole tre gange om ugen, og i den forbindelse vil han gerne kunne hjælpe dem med at sætte hår om morgenen.
- Altså, det eneste, jeg kan finde ud af, er, at sætte en klemme i håret eller lave noget, der ligner en hestehale eller bare lade det hænge. Og det er de (døtrene, red.) jo ikke helt tilfredse med. Så nu må jeg prøve at gøre noget ved det, siger han og redder Lauras hår igennem, så det er klar til at blive friseret.
Læs også
Kurset startede med pizza og øl til fædrene samt sodavand til børnene og lidt kage og kaffe til slut. På kurset skulle fædrene lære at lave forskellige frisurer. De startede med en almindelig fletning, og efterhånden steg sværhedsgraden, og fædrene skulle også prøve kræfter med franske fletninger og sildebensfletninger.
Kurset blev totalt udsolgt allerede efter et par timer, og hvis det fortsat viser sig at være en succes, overvejer salonejerne at lave flere af den slags kurser i fremtiden.
- Vi oprettede kurset, fordi der var flere fædre, der prikkede os på skulderen og spurgte, om vi ikke kunne lave et arrangement for fædrene på samme måde, som vi laver arrangementer for mødrene. Den gik vi og summede på i et par dage, og så tænkte vi ’Ja, hvorfor egentlig ikke?’, og så oprettede vi et kursus.
Hårsejr til fædrene
Efterhånden som tiden skrider frem, falder der mere ro over salonen, og man kan se, at flere af fædrene begynder at fange fidusen. Selv Anders Møgeltoft Harder er tilfreds med det endelige resultat. En flot sildebensfletning.
- Jeg synes godt nok, det har været svært. Men jeg synes da, det er et fint resultat, når jeg ikke har prøvet at sætte hår før. Jeg er rigtig glad for, at jeg deltog i kurset, for jeg har fået en masse tips og tricks med mig hjem, siger han.
Læs også
Laura bakker sin far op:
- Jeg synes, at han klarede det rigtig godt. Det gjorde lidt ondt i hovedet nogle gange. Han tager lidt hårdere fat end mor. Men jeg synes faktisk, at sildebensfletningen er rigtig flot – det kan mor ikke engang lave, siger hun.
Kurset fandt sted onsdag denne uge. På onsdag d. 11. oktober afholder Maria Adelsböll Lang Busch og Malene Adelsböll Nikolajsen det andet og sidste flettekursus for fædre i denne omgang. Også dette kursus er udsolgt.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan Anders Møgeltoft Harder klarede flettekurset.