Fabian Cancellara klar til gadeløb i Hadsten

Vupti. På sidste etape af Tour de France lykkedes det at få en aftale i stand med CSCs dobbelte etapevinder.

Forleden måtte Michael Rasmussen stryges af startlisten til Decoplant Grand Prix i Hadsten.

Men sent søndag aften kunne arrangøren i stedet præsentere verdensmesteren i enkeltstart og dobbelt etapevinder i årets Tour de France, Fabian Cancellara, fra Team CSC.

Den schweiziske rytter, der nåede at køre i gult i en uge i årets tour, indgik aftalen søndag aften.

Det er første gang, Fabian Cancellara kører gadeløb i Danmark, og allerede i morgen tirsdag sidder han på cyklen i et lignende løb i Belgien.