Får vi hvid jul? Gammelt vejrvarsel har slået fejl ti år i træk

Ikke særligt troværdigt vejrvarsel lover koldt vejr med sne juleaften

Der er halvanden måned til jul - skal den ende med at blive hvid? Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Skal man tro et gammelt dansk vejrvarsel, så kan vi for første gang i otte år se frem til en jul med vinterligt vejr. 

Et gammelt vejvarsel lover nemlig en hvid jul, hvis Mortens aften bliver mild.

Læs også Øv-vejr i sigte: Masser af regn til Østjylland i weekenden

Og med temperaturer over 12 grader, der er omkring 5 grader mere, end man normalt kan forvente af den 10. november, så kan man vist roligt kalde det mildt.

Det er netop på denne milde novemberdag, at man med ande- eller gåsesteg traditionen tro fejrer Mortens aften.

Slår fejl - år efter år

Det store spørgsmål er, om der overhovedet er hold i vejrvarslet.

Statistikken taler sit eget tydelige sprog. I de seneste 10 år har varslet om, at en mild Mortens aften skal give hvid jul slået fejl hvert eneste år.

Hvis varslet holder stik, skal man måske køre hjemmefra i god tid, hvis man skal ud den 24. december. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Med en lille smule god vilje gav en mild Mortens aften i 2012 efterfølgende en lokal hvid jul.

Da vi seneste havde landsdækkende hvid jul med sne i mindst 90 procent af landet i både 2009 og 2010 var Mortens aften alt andet end mild.  

Gæs afslørede Morten - og derfor spiser vi dem i aften 

Grunden til, at vi spiser and eller gås denne aften, stammer fra legenden Sankt Martin eller Morten, som vi kalder ham i Danmark. Han er en helgen, der missionerede i Frankrig. Han blev dér så populær, at befolkningen i byen Tours i år 371 ønskede ham som biskop.

Læs også VIDEO: Se julemanden tænde 700.000 LED-lys i Aarhus

Ifølge overleveringen ønskede Morten slet ikke at være biskop. Han gemte sig derfor i et skur - fyldt med gæs.

De skræppede op og afslørede ham. Han blev således biskop - helt mod sit ønske og indførte samtidig 11. november som officiel gåse-slagtedag, som her i Danmark er Mortensdag.

Det er grunden til, man i Danmark traditionelt spiser gås eller and Mortens aften den 10. november.