Få svar på dine spørgsmål om forurenet vand

Hvor lang tid skal vandet koge? Må man bruge vandet til opvask? Få svar på dine spørgsmål om vandforureningen i Århus her.

På Århus Vands hjemmeside kan forbrugerne i Århus i øjeblikket få svar på en række af de mest almindelige spørgsmål vedrørende vandforureningen i den nordlige del af Midtbyen.

Nedenfor har vi samlet en håndfuld:

<b>Hvor lang tid skal vandet koge?</b>
Vandet skal koge i to minutter.

<b>Kan jeg koge vandet i en elkedel?</b>
Ja, men du skal koge vandet op to gange med 1-2 minutters mellemrum.

<b>Må jeg bruge kaffemaskine?</b>
Nej, du skal ikke bruge kaffemaskine. Ved brug af kaffemaskine opnår vandet ikke en temperatur på de nødvendige 100 grader.

<b>Må husdyr drikke vandet?</b>
Ja.

<b>Kan vandet anvendes til madlavning?</b>
Det forurenede vand må ikke drikkes - kog vandet først. Vandet kan sagtens bruges til kogning af kartofler m.m., for bakterierne dør ved kort tids kogning. Vandet må ikke bruges til skylning af salat og andre grønsager, der spises rå. Hertil skal der bruges kogt vand.

<b>Kan vandet bruges til opvask?</b>
Man kan godt bruge vandet til opvask med opvaskemaskine. Opvask i hånden skal foregå med kogt vand, idet der kan ske smitte via hænder eller genstande.
Institutioner: Institutionsopvaskemaskiner, der ved slutskyl opnår en temperatur af vandet på mindst 80 grader celcius, kan anvende forurenet vand.

<b>Kan jeg bruge vandet til at bage med?</b>
Ja, det kan du godt. Franskbrød, rundstykker, boller osv. opvarmes iflg. embedslægen tilstrækkeligt i ovnen til at dræbe bakterier.

<b>Hvilke symptomer kan forureningen give?</b>
Der er kun en meget lille risiko for, at du bliver syg, hvis du har drukket af vandet. Indtil nu er der fundet meget små mængder af bakterier. Men kog vandet fra nu af, før du drikker det.

Har man mistanke om noget, skal man kontakte sin egen læge. Embedslægen har ikke modtaget henvendelse fra personer, der har haft symptomer.

Læs mere på <a href="http://www.aarhusvand.dk" target="_blank">aarhusvand.dk</a>

Se kort over det område, der er berørt af vandforureningen