Få spor efter Super Best-røveri
Århus Politi vil stadig gerne i kontakt med eventuelle vidner til tirsdagens røveri i Rønde.
18. mar 2004, kl. 09:03
Mere end 30 dage gammel
To mænd, som tirsdag aften truede sig til at få dagens omsætning udleveret i SuperBest i Rønde, er fortsat på fri fod.
Et foto af gerningsmændene, der blev bragt i flere medier, har givet et par henvendelser, som der arbejdes videre på.
Røveriet fandt sted kort før lukketid klokken 19, hvor de to røvere tvang de ansatte til at lægge sig på gulvet. Derefter tømte de flere kasseapperater og truede desuden en salgsassistent til at åbne et pengeskab i bagbutikken.
Vidner i butikken beskriver de to mænd som robuste - i mørkt tøj. Den ene person bar lyse bukser, og de talte begge dansk uden accent. Røverne flygtede fra gerningsstedet i en bil.