Få rådgivning til en hverdag med kræft
Patienter og pårørende kan torsdag få rådgivning og sparring, når ny patientuddannelse kommer til Aarhus
Århusianere med kræft inde på livet kan i dag møde andre patienter og pårørende, når en ny patientuddannelse kommer til Aarhus.
Formålet med patientaftenerne er at øge patienternes livskvalitet i hverdagen gennem uddannelse, dialog og rådgivning.
- Som kræftpatient står man over for nogle fysiske og psykiske udfordringer, som kan være svære at håndtere. Arrangementer som det her kan være med til at øge patienternes livskvalitet, da de kan opnå viden om egen sygdom, og sammen med deres pårørende blive bedre til at håndtere sygdommen i hverdagen, siger Nikolaj Faber fra Komiteen for Sundhedsoplysning i en pressemeddelelse.
Til arrangementerne er der mulighed for at udveksle personlige erfaringer med fagfolk og med andre kræftsyge, og denne dialog kan ofte være med til at lette dagligdagen for patienterne og deres pårørende.
Patientaftenerne varetages af Komiteen for Sundhedsoplysning.
- Patientaftenerne handler dybest set om at give patienterne håndgribelige redskaber til at håndtere de afledte symptomer. Det gør vi blandt andet ved at lave øvelser, der fokuserer på håndtering af træthed, smerter og vanskelige følelser, og vi sætter et personligt mål for hver enkelt patient for at undgå eventuelle negative cirkler. Vores erfaring viser, at redskaberne kan give patienterne en bedre hverdag, siger Nikolaj Faber.
Patientaftenen finder sted på Folkestedet i Aarhus torsdag den 17. december fra klokken 15-18.30.